Sold - A new day, 115 cm x 160 cm, 2007

MELLEM TIDEN OG EVIGHEDEN

Af C.F. Garde, forfatter og kunstkritiker

På sin vis er det en paradoksal titel, Jane Morten har samlet billederne under: "Imens tiden er". Den betyder vel, at det er nu, vi er her, tiden er knap, og det gælder om at leve, mens vi gør det. Hun har sagt om sit maleri, at det handler om omskiftelighed og forgængelighed, et memento om det, som
altid forsvinder: lyset, længslerne, drømmene og tiden.
Men samtidig kan hendes maleri opleves som en modsigelse of tiden. Solen står op og går ned, årstiderne skifter, naturen raser eller hviler. Det er det liv, hendes billeder viser. Ikke bombede byer, slumkvarterer eller motorveje gennem landskaberne, men den natur, der til syvende og sidst er stærkere end mennesket. For mig er Jane Mortens billeder evighedsøjeblikke, de handler om noget, som altid er, uafhængigt af civilisationens epoker, menneskets selvskabte vilkår på Jorden.
"Mine billeder skal ikke forstås verbalt." har hun sagt. "Jeg vil videregive en sanselig, smuk og bevæget oplevelse, som gør, at man føler livet nærværende."
Det lykkes. Tænk, en kunstner, der på kanten af et udleveret århundrede tør vedkende sig en stræben efter skønhed! Et rodløst århundrede, der gennem to verdenskrige og årti for årti har afsvoret sig kendte værdier - bade i kunsten og
livet - i håb om at finde sandheden i det nyeste påhit.
Hun maler landskaber, men ikke steder, der kan findes på et kort. Hun færdes i egne, man aldrig har set, men alligevel genkender: arketypiske aftryk i sindet, glemte eller fortrængte, indtil man står midt i dem, overvældet af fortrolighed. Til stede. Ikke et menneske at se, alligevel ånder billederne af hjemlighed. Det er jo her, vi kommer fra. Blev fordrevet fra?
Det er fortryllelsen . Steder der ikke findes, men som materialiserer sig for øjnene af en. Drømme så sarte, at der skal et malersind som hendes til at fastholde dem og gøre dem virkelige. Siv, græs, himmel, spejlinger, lys og mørke. Solen som en brand eller en dæmring så lys, at tingene kun anes. Grøftekant eller jungle - det er ikke til at sige og er for resten heller ikke vigtigt.
Som kunstner både tilhører hun sin tid og står uden for den. Hun skildrer naturen, men er ikke naturalist. Hun maler i mange lag og går på opdagelse i dem ved at kradse med den gale ende af penselen eller skrabe med spartel, så der opstår et vildnis. Hun rejser i ukendt land, men mod et mål, hun skimter fra begyndelsen. Teknik, javel, men først og fremmest en proces, der skaber dybde og rum og stemmer nøje overens med indholdet.
Ridser og skrab bliver i nogle værker til selvstændige elementer, i andre understreger de som vækster landskabets form , bliver så at sige det net, hendes virkelighed sies igennem. Uden kradseriet ville disse billeder  sandsynligvis stå som abstrakte helheder. Farverne varierer fra værk til værk i fine balancer, selv om hele paletten er i brug. Forunderligt evner hun at få forgrundsfarver til at vige ind i baggrunden, og trække baggrundsfarver helt frem, så der opstår sælsomme perspektiver of ren poesi. På et tidspunkt, måske efter rejser, dukkede bjerge op i billedernes synsrand, som massive referencer til den virkelighed, hendes drømme vokser ud af.
På det seneste har hun malet billeder uden disse forgrundsvækster. Klarere, som om hun er trængt igennem vildnisset og ser verden ligge åben foran sig. Hun vil skildre det. der forgår, men fastholder dog det, der består. Det er paradokset, det kun tilsyneladende selvmodsigende. Hun skaber mellem drøm og virkelighed på sine helt egne præmisser. Et sjældent fænomen i moderne maleri.